MENYÅrene på Toten ble avgjørende for den unge malersvennens videre vei inn i 1800-tallets landskapsmaleri.
I Peder Balkes selvbiografi, diktert mot slutten av Balkes liv og senere trykket i tidsskriftet Kunst og kultur i 1921, forteller Balke historien om «en bondefødt kunstners omflakkeliv» frem til omtrent midtveis i livet. Beretningen åpner med den fattige husmannsgutten som hjelper moren i arbeidet. Etterhvert kommer han i lære som malersvenn, og dekorasjonsarbeidene bringer ham blant annet til Toten. Her et utdrag fra selvbiografiens andre del:
[...] Under min Færden paa de forskjellige Steder, hvor jeg med min Mester havde forrettet Arbeide, havde jeg desværre havt god Anledning til at sætte mig ind i Forholdene paa Hedemarken, og da jeg fandt disse at være af en mindre rosværdig Beskaffenhed i flere Retninger, ansaa jeg det lidet anbefalelsesværdigt at forblive paa et Sted hvor Moraliteten og Sæderne den gang stod paa et meget lavt Trin, hvorfor jeg besluttede mig til at drage over til Toten, hvor tilstanden var ulige bedre, og jeg var ogsaa saa heldig at faa Tilhold hos den hæderlige Bondemand Nils Dyhren, der havde været Rigsdagsmand paa Eidsvold i 1814. Hos denne mand havde jeg det over maade godt, og han indprentede mig mange gode Begreber og Idrætter, der senere i Livet have kommet mig til væsentlig Nytte.
Senere tilbragte jeg en længere Tid hos Bonden Anders Balke, der ligeledes var agtværdig og brav Mand, hos hvem jeg ikke blev betragtet som en Fremmed men derimod som en Søn af Huset, og hos ham forblev jeg lige til jeg flyttet til Christiania. Uagtet endnu ung og ikke aldeles fortrolig med drlvbdtændigt Malerarbeide, begyndte jeg dog strax efter min Ankomst til Toten med at udføre den Maling der tilbødedes mig, blandt andet hos min Vært Dyhren, og da Udførelsen baade hvad Smag og Soliditet angik tilvandt sig Skjønnere Anerkjennelse, er holdt jeg strax et udstragt Ry som en dygtig Maler, saa at jeg fik Bestillinger baade fra Embedsmændene i Distriktet og fra Andre. Jeg havde daledes fuldt op at bestille baade for mig selv og mine Drenge, og af større Arbeider kan nævnes Malingen af Kolbo Kirke indvendig, og ligesom jeg tjente gode Penge og kunde tilfredsstille min Tilbøielighed til at vise mig fra den anstændige Side, saaledes kan jeg med Rette henregne dette mit Ophold paa Toten til en af de behageligste Episoder af mit bevægede Liv. Jeg var som selvskreven til ethvert Gjæstebud, jeg var velkommen overalt og havde endog Raad til at anskaffe mig Hest og Slæde, hvormed jeg da flakkede om i Bygden som en Art Storkarl efter Datidens Begreber.
Hele Sommeren drev jeg flittigt paa med Arbeide, medens jeg om Vinteren foretog kortere Udflugter til Christiania, dels for at gjøre Indkjøb af Malervarer til den kommende Sommersaisson og dels for at faae Anledning til at see og grandske Tegninger, Ornamenter, og desligeste. Fra dette Ophold paa Toten daterer sig ogsaa et av de Bekjendtskaber jeg med Grund kan henregne til et af mit Livs bedste og fortroligste, nemlig med Stortingsmand Peder Fauchald, et Bekjentdskab og et Venskap der vedvarede hele vort Liv igjennem og som alene hans Død formaaede at afbryde.
Medens jeg saaledes paa Toten henlevede en meget behagelig Tid, maa man ikke trie at jeg lod mig saaledes henrive af denne idylliske tilstand, at jeg forglemte min gode stræbsomme og agtværdige Moder. Nei tvertimod, jeg ikke alene tænkte paa hende, men jeg foretog af og til Toure til hende paa Helgeøen, og naar det fornødiges, understøttede hende for at gjøre hendes Tilværelse saa behagelig som mulig. Under et af disse Besøg hos hende omtalte hun en Velynder af sig, en forhenværende Landhandler der gjerne ønskede at see og tale med mig, hvilket da ogsaa skedde. Denne brave Mand gav mig en Anbefaling til Lendsmand Nilsen i Faaberg, til hvem jeg derpaa afreiste, og his hvem jeg opholdt mig i flere Maaneder. Af denne velvillge Mand erholdt jeg mangt et vink, der hidtil havde været fremmed for mig og som havde en væsentlig Indlydelse paa min senere Udvikling i Malerprofessionen. Bemeldte Nilsen havde nemlig i sine yngre Aar freqventeret Malerakademiet i Kjøbenhavn, og det var altsaa Reminsentser derfra som han nu meddelte mig, og som min livlige Karakter nu med Hjertens Lyst søgte at tilegne sig.
Ifølge de selvbiografiske nedtegnelsene forlot Balke «det kjære Toten» høsten 1827 til fordel for Christiania og den kongelige tegneskolen der. To år senere begynte han på kunstakademiet i Stockholm og la i tiden som kom ut på flere studiereiser, blant annet den store reisen til Nord-Norge i 1832 – et omveltende høydepunkt som skulle prege all hans senere virksomhet som maler.
Etter å ha tilbrakt den påfølgende vinteren og våren i Stockholm, reiste Balke våren 1833 til Christiania, og rundt Sankthans tilbake til Toten «for at gjensee min Kjæreste»: «Paa Toten opholdt jeg mig i længere Tid, idet jeg udførte Dekorationsmalerier for Anders Balke, Nils Dyhren, Sorenskriver Weidemann og Flere.» Utsmykningsoppdragene Balke påtok seg det kommende året var til dels en gjengjeldelse for et kausjonsbrev Balke hadde fått av storbøndene på Toten tidlig i studietiden. Senere, da Balke i 1844 skulle foreta en reise med J. C. Dahl fra Christiania til Bergen, la reisefølget turen innom gamle trakter, og i beretningen legger ikke Balke skjul på stedets betydning for ham:
Ved Professor Dahls Ankomst til Christiania havde jeg mine forberedende Anstalter i den beste Orden, og vi droge da snart afsted opigjennem Landet, Professoren derunder fulgt af sin Søn og Datter. Jeg var efter hans udtrykkelige Ønske engageret til at forrette som Kudsk paa hele Touren, da han ikke vilde betroe denne ligesaa ansvars- som byrdefulde Bestilling til nogen Anden. Vi lagde Veien over Eidsvold og derfra paa Dampskib over Mjøsen til Smørvigen i Toten, hvor vi tog iland for at overnatte hos min gamle Ven Fouchald, med hvem Dahl ønskede at gjøre Bekjendtskab. Min Hensigt med at føre Professoren denne Vei var den, at jeg derved vilde give ham Anledning til at besee og beundre de paa storartede Afvekslinger saa rige Naturskjønheder langs den herlige Mjøsens strande, og han ytrede ogsaa sin særdeles Tilfredshed over at have faaet betragtet Egnene, hvis Skjønhed og Maleriskhed han erklærede ikke at staae tilbake for Sydens imponerende Fremtoninger.
Kilde
- Fett, Harry. «Peder Balkes selvbiografi», i Kunst og Kultur, vol. 9. Universitetsforlaget, 1921.
